Mandag d. 14. oktober og tirsdag d. 15. oktober kl. 19.00 – 21.00
Tag hele familien med på eventyr på Fur Museum, hvor museet får nyt liv på en helt særlig måde! Den onde Dr. Dunder hader sjov og ballade. Derfor vil han forvandle hele Fur til Danmarks kedeligste ø, og alle landets skolebørn skal sendes på ophold derhenne for at blive gjort kedelige, så han kan få fred og ro. I hans forsøg på dette er han ved en fejl kommet til at vække hele museets udstilling til live – en fejl, der er jeres chance for at redde alle børns sjov og fantasi.
Udforsk museet i mørket med kun jeres egen lommelygte. I vil opleve museets mystiske væsner, historiske personer og måske endda dyr fra Furs rige historie. Gennem aftenens rundtur, både inde og ude, vil I støde på spændende scenarier, opført af elever fra TRAKO – Skives teaterskole for børn og unge.
Vi starter kl.19.00 med ankomst og intro. Herefter bliver I ledt rundt på museet i mindre grupper efter anvisning. Der vil forekomme lidt ventetid, men ventetiden kan man fordrive i cafeen og butikken. Der vil efter eventet være mulighed for at hygge med kreative aktiviteter og købe snacks i caféen og butikken.
𝐇𝐮𝐬𝐤: Medbring egen lommelygte.
Glæd dig til en hyggelig og stemningsfuld aften, hvor hele familien kan få en unik oplevelse i Fur Museums historiske omgivelser gennem et nyt tværgående samarbejde med børn og unge.
Husk at bestille din billet, da der er begrænset antal pladser begge aftener.
Støttet af Kulturelt samråd og Kunst og Kulturlaboratorium i samarbejde med Museum Salling/Fur Museum
Pris
Voksne: 40 kr.
Børn: 0 kr.