Print

Molergravene

I de mange råstofgrave på Fur er der rig lejlighed til at lede efter fossiler og betragte de geologiske lag.

Molergravene ejes af Skamol og Damolin. Enhver form forfærdsel i gravene sker på eget ansvar. Færdsel bør ske i de dele af graven hvor der ikke arbejdes eller efter arbejdstid. Ulykker sker meget sjældent, men man skal altid passe på med at gå ind under molerskrænterne, der kan ske nedfald uden varsel.

Molergravene på Fur ligger gravet ind i øens øst-vest gående højderyg. Højderyggen er en såkaldt randmoræne der blev dannet under isens fremrykning i slutningen af sidste istid.

Morten Thise graven, i den østlige del af randmorænen, var den første molergrav, som blev efterbehandlet. Efterbehandlingen tager sigte på at bringe fornemmelsen af det oprindelige bakkeland tilbage, samtidig med at de mest interessante geologiske profiler bevares. Profilerne i denne grav viser den øvre del af moleret og giver et fint indblik i randmorænens foldestrukturer.

Startende fra vest, ligger der en hel række gamle grave ude på Knuden, de er uden fossilsamlingsværdi da området er groet til med bevoksning. Længere mod øst, cirka midt på øen ved Bette Jens Hyw er der flere grave. Den store grav nord for Bette Jens Hyw er øens største og klart det bedste sted at søge efter fossiler i det bløde moler. Man kommer til graven ved at køre til Bette Jens Hyw og fortsætte ned af Rødstensvej mod nord. Man kommer ned i graven, hvor der på ens højre side er et retableret område, med et flot profil der kaldes for "Bispehuen".